Sig månen langsomt hæver

Sig månen langsomt hæver,

den gyldne stjerne svæver

på himlen klar og blid;

vor skov er tavs og stille,

og hvide tåger spille

på engen rundt ved aftenstid.

Hvor rolig jorden hviler

bag nattens slør og smiler

så mild og sommervarm,

ret som et stille kammer,

hvori al dagens jammer

forglemmes skal i søvnens arm.

Gud Fader i det høje,

lær mig at skelne nøje

det sande fra dets skin;

og mens jeg er i live,

lad lig et barn mig blive,

skænk mig et fromt, enfoldigt sind!